Udarbejdet af:

Hørenesættelse hos ældre

Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet

Hørelsen nedsættes med alderen. Der er stor forskel på, hvor godt ældre hører. Forskellen er bestemt af arvelige forhold og i hvor høj grad, der er blevet slidt på hørelsen (støj). En person med forældre, der havde udtalt hørenedsættelse som 60-årig og som selv har været udsat for støj på sin arbejdsplads, har stor sandsynlighed for at få hørenedsættelse med alderen. Rygning og for højt blodtryk øger risikoen for at få hørenedsættelse.

Omkring 40 % af alle over 65 år oplever høreproblemer i en sådan grad, at det påvirker deres samtale med andre mennesker, men kun hver fjerde anvender høreapparat, selv om de kan have glæde af det.

Det første tegn på hørenedsættelse hos ældre er besvær med at forstå tale – især hvis der er andre lyde i omgivelserne. Ofte er det familie og venner der først opdager problemet. Typisk klarer den ældre sig godt på tomandshånd, men i større selskaber opfatter den ældre ikke meget af det, der bliver sagt. Problemet et ikke så meget, at den ældre ikke kan høre, men snarere besvær med at skelne lydene fra hinanden. Senere får den ældre en egentlig hørenedsættelse samt besvær med at lokalisere retningen af lyde og det kan få betydning for sikker færden i trafikken. Hvor kommer det bilhorn og den ambulance fra?

Hørenedsættelsen kan være ledsaget af øresusen. Hos nogle ældre kan hørenedsættelse fører til ensomhed, reduceret selvfølelse og depression. Mange ældre kan dog få god hjælp af forskellige hjælpemidler - herunder høreapparater.

Hvad kan du selv gøre?

Du kan forebygge hørenedsættelsen ved at undgå vedvarende støj og bruge høreværn.

Hvornår skal du kontakte din egen læge?

Hvis dine omgivelser mener eller du selv føler, at du hører dårligt. Lægen vil foretage høreprøve, se ind i øregangen med et otoskop (det kan være ørevoks, der er dit problem) og eventuelt foretage tympanometri (link).

Hvornår skal du kontakte ørelægen?

Hvis dine omgivelser mener eller du selv føler, at du hører dårligt. Ørelægen vil foretage yderligere undersøgelser og vurdere, om du har behov for et høreapparat.